16.4.15

Pas på fingrene - glasset er varmt

Den sætning kender vi jo alle.
For 5 år siden gjorde jeg noget ved det og hæklede skånere til mine egne cafeglas.

For to år siden gav jeg Ældste 4 cafeglas i kalendergave. Da han stadig bor hjemme, bruger han mine glas og skånere, men han flytter jo nok en skønne dag og derfor har jeg haft fat i hæklenålen igen.

Denne gang har jeg lavet dem lidt højere, da jeg har lagt mærke til, at jeg tit tager fat højt oppe og der beskytter mine egne altså ikke.

Da Ældste jo er af hankøn, skulle de også være bare en lille smule maskuline.





Det blev de fire af dem også, men så fik jeg lige lyst til at lave en med pink... ;0D


Heldigvis er Ældste til kombinationen sort/pink OG det kan jo være at der kommer en sød pige forbi, når han er flyttet hjemmefra, og så kan hun beskytte fingrene ;0)

Det blev jo til fem skånere og kun fire glas, men det kan jo være at jeg kommer forbi IKEA og får købt 1-2-3-4 mere...

6.4.15

Kreer det du mangler

Var det jeg tænkte, da jeg havde set det et eller andet sted på nettet og ikke lige har råd til at købe det.

Og det jeg havde set var en opstilling med et sølvfad med vaser med blomster og stager med lys. Det var lige det jeg har brug for på mit sofabord, da jeg tit har lys og blomster på bordet, men svært ved at få det til at stå pænt.

Forrige jul fik jeg, i sidste øjebliks panik, købt tre plastfade, som ikke var de kønneste, men de blev dengang skjult under pynt. Det ene kunne jeg sagtens bruge til det formål.

Farven snyder. Den er plastagtig grønmeleret!

Jeg startede med at pakke fadet ind i folie/sølvpapir med den matte side udad, for at se om jeg syntes jeg kunne bruge den. Og det kunne det, dog er sølvpapir bare skrøbeligt og går let i stykker.



Da Ældste ryddede op på sit værelse, fandt han et par spraydåser og deriblandt en i aluminiums farvet og jeg fik lov at få den, så jeg ikke skal ud at købe en selv.

I torsdags (og fredags) fik fadet en tur med sprayen og resultatet kan sagtens bruges til det helt rigtige fad pludselig står foran mig og råber "KØB MIG!!!".



3.4.15

God påske

Så ramte vi Langfredag.
Huset har været stille her til morgen og jeg har kunne arbejde mig gennem planen for vores lille påskefrokost - for bare mig og min lille familie.



Gemalen er ekspert i at sove længe, Yngste er kommet sent i seng, så han sov også lidt længe. Ældste har bare et godt sovehjerte og Frøkenen var til påskefrokost på jobbet i går og kom sen og beruset hjem i nat og er hverken klar til at hygge eller spise ;0D

Vores lille frokost består i år af 2 slags sild, røget laks, æg og rejer, ribbensteg og lun leverpostej.

Egentlig er jeg til fisk og fugl til påske, men jeg gav familien lov til at vælge med og så kom der lidt julefrokostretter med ind over ;0)

Afslutningen på denne frokost blev denne Key lime(lemon) pie (uden marengs, men med flødeskum).



God Påske