27.9.11

Sjov følelse

Jeg sidder her i sofaen med en varm følelse i kroppen.
Det er resultatet af to dage med Zumba.

Jeg skal på kursus de næste to dage. Excel for begyndere, et kursus jeg godt nok har været på en gang før, men total glemt det meste (læs: hele...).

Jeg ved også med mig selv, at jeg ikke har meget energi efter 7 timers kursus og 1½ times hjemtransport med det offentlige. Så derfor motion på forskud ;0)
Jeg ved jo godt, at man ikke kan hverken træne eller sove på forskud, men jeg er også med i Arbejdspladsen motionere og så skal der jo noget motion (minutter) på kontoen.

Nu skal jeg lige høre Søs synge Infernal/Lina og så skal jeg se dyner.
God aften og nat!

24.9.11

Mærkedag i min kalender

D. 19. september 2011 lærte min dejlige lille søn at cykle uden støttehjul.
Bare sådan, i børnehaven, på deres multibane.
Mander hvor er han stolt! :0)

Siden har han godt nok ikke ville køre her hjemme, så fotoet af den stolte gut er udeblevet ;)

23.9.11

PiP

Der er lidt lyd i mig endnu.
Men ikke så meget energi.
Jeg bliver så træt af de der Ibuprofen, jeg skal have frem til på søndag og så er det ikke lige bloggen der trækker.

Men jeg er altså alive and kicking (bare en lille smule) ;0)

16.9.11

Køleskabets glæder

= rester fra ugens løb.

I denne måned er pengene små og jeg prøver at lave noget ud af både hvad fryser og basishylderne indeholder og rester fra de forrige dage.
I denne uge er der en rest pasta, knap 500 g kogte kartofler og noget medisterpølse. Det skulle blive til et eller andet "tapas" agtigt.

* Pastaen, sammen med lidt skinke i strimler, reven ost og tomatpure (noget der var i køleren), blev til små brødpakker med fyld.



* Halvdelen af kartoflerne sammen med 2 ds. tun blev til tunfrikadeller, som vi spiste blandet med grønt og pakket ind i salatblade.



* De sidste kartofler blev til kartoffel-porre-spinatsuppe med drys af lidt bacon og medisterpølsen skåret i små stykker og stegt lidt hårdt.



Overskudsdejen fra brødpakkerne blev til et flute til suppen.

15.9.11

På sådan en (næsten) helt almindelig torsdag

Billed lånt her


Startede jeg med at melde mig syg på jobbet. Flere dage med smerter i hænder, arme og nakke har sendt mig i brædderne. Så med en lægetid kl. 10.40, kunne jeg se et lille håb.
Med gigtpiller, øvelser for arme + nakke og en henvisning til en fysioterapeut, ser jeg frem ad.

1½ times søvn har gjort mig til menneske igen.
For i aften skal der jo sættes et kryds og vi skal forældremøde for konfirmant-forældre i kirken.

Sådan en (næsten) helt almindelig torsdag.

14.9.11

Stadig med job.

Han klarede den denne gang. Gemalen er stadig med job.
Der skulle fyres 4, men i dag blev bare en prikket.
De andre, incl. Gemalen, kan så gå og spekulere på, hvornår de næste 3 bliver prikket.
Men lige nu er han blandt det arbejdende folk :0)

13.9.11

Skæbnedag i morgen...

Måske ikke helt, men man ved aldrig.
Post Danmark skal fyre knap 700 medarbejdere og i det postområde som Gemalen er i, skal der fyres 67 og det giver 4 på det postkontor hvor han arbejder.

Chancen for at han bliver fyret, er vist ikke så stor, han har stadig tjenestemands privilegier, men man skal jo aldrig føle sig sikker.
Han kan også blive forflyttet (hvilket vi ser som en chikane). Men igen hvem ved...

I morgen får de besked. Skæbnedag onsdag d. 14/9.

10.9.11

Lige et roligt øjeblik

Jeg vil lige puste ud, inden jeg, sammen med resten af familien (- Ældste), smutter videre til middag hos en veninde til Frøkenen og hendes forældre.

Morgenen har stået på fødselsdagsbrunch hos venner, sammen med mine 3 unger. Lækker lækker mad og masser af det!
Det der glas mousserende vin slog godt nok hårdt...

Nu skal benene lige lidt op og øjnene hvile inden, Gemalen skal vækkes (han har nemlig været på job).

9.9.11

Risbøf

Jeg vil lige dele denne opskrift med jer.
Den er simpel og hurtig. Alt ned i gryden, op og koge, simre i 20 min og wupti, så er der mad.

Opskriften stammer fra et gammel Hjemmet. Opskriften har nok en 20 år på bagen. Det var dengang de havde en lille rubrik på madsiden som kunne hedde enten Den nemme eller Ugens lækkeri. Denne var Ugens nemme.

Risbøf


½ kg hakket oksekød smuldres ned i en gryde med 2 dl rå ris, 1 grofthakket løg, et par porre i skiver, 1 ds. hakkede/flåede tomater, 2½ dl bouillon. Drys med salt og peber og lad det simre i 20 min. Smag til og drys med grønt på toppen.

Indrømmet! Det er ikke en særlig fotogen ret...


Jeg tilsatte, i dag, et fed knust hvidløg og lidt provendekrydderi og vi fik brød til.
Jeg havde også lige ristet nogle champignon, der trængte til at komme ud af køleskabet.

8.9.11

Dagen i dag...



Er min fødselsdag.
Hele 44 år er det blevet til.
Gemalen og jeg har taget fri og det gjorde at hele familien kunne spise morgenmad sammen.
Om lidt skal Yngste til lægen og have 5 års undersøgelsen overstået. Spændende hvor meget han er vokset og om vægten er steget.

Senere tager vi i IKEA. Det er da bare det bedste sted, at bruge tid, når jeg nu elsker det sted :0D

Til aften har jeg bestilt Bøf stroganoff. Uhmm det er godt og så med kartoffelmos!

Dejlig dag til jer alle ♥

7.9.11

Så er sæsonen startet

Spinning-sæsonen.
Giisp hvor var det hårdt!!!
Jeg er træt i benene og flad i resten af kroppen, men nøj hvor var det dejligt!

Om en uge er det afsted igen...

6.9.11

14 år i dag



I dag er det 14 år siden jeg kunne holde Frøkenen i mine arme for første gang.
Stort tillykke med dagen, min tøs ♥

5.9.11

Efterårstiden er kommet...

Selvom den har føltes, som om den har været der længe.
Lidt minde har jeg dog om den forgangne "sommer".
Mine fødder har suget den smule sol, der har været, til sig ;0)

2.9.11

De 3 F'er

Fødselsdagsfest, forkølelsessår, fridag.

Jeg ser frem til søndag. Søndag har jeg dedikeret til ren flyd på sofaen og så en lille cykeltur med Yngste.
Et alderdomshjem er flyttet ind i min krop og jeg kæmper med træthed og minusoverskud.
Og forkølelsessår der vokser i størrelsen pryder min læbe.

I morgen står den på fødselsdag for Frøkenen og Yngste. Det er den for venner og familie.
Jeg har forberedt mig og lavet "aftensmaden" de sidste aftner og smidt i fryseren. Lagkagebunden er bagt og cremen kogt og i morgen kl. 15 skal det spises.
Gid jeg havde det der gen, der bare købte det hele og serverede det, men det kan jeg bare ikke finde ud af...

Nå nu vil jeg nyde en kop te eller 2-3 og så i seng.

Ok jeg har fået luft. Tak!