13.6.10

For sidste gang...

I dag til frokost fik vi små frikadeller. Det er der jo ikke noget specielt spændende ved, men det var de sidste frikadeller min mor lavede, inden hun døde. De var lavet til den frokost hun skulle have den dag hun blev fundet. De var i fryseren og de kom pænt med hjem til vores fryser.
I dag kom de så på bordet, det var jo ved at være på tide, hvis de skulle være spiselige.

Og hvad er der så så specielt ved dem??
Jo min mor lavede (syntes jeg) de bedste frikadeller jeg ved.
Mine smager bare ikke godt.

De blev nydt, det var jo sidste gang for ever.

16 kommentarer:

  1. Ej kære ven, det måltid må have været meget specielt....

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt forstå den fornemmelse du har haft oi forbindelse med det måltid. Jeg har gjort fuldstændigt det samme for 5 år siden, hvor jeg mistede min mor. Og jeg tror at alle mødres frikadeller er de bedste. Man kan ikke lave dem selv på samme måde.
    Merete

    SvarSlet
  3. Laura - Det var det, for det smagte jo så meget af Mor!
    ____

    Merete - Velkommen forbi :)
    Der kom lige det der stik i hjertet og så blev den afløst af en fryd for ganen.
    Og ja det man er vokset op med, er jo langt de fleste gange det der smager bedst :0)

    SvarSlet
  4. Åhr søde du. Jeg får helt tårer i øjnene.
    Min mor lever endnu men kan ikke længere lave mad, så nu er vi i samme båd.

    SvarSlet
  5. ***Mutter*** - Ja vi er da i samme båd!
    Aldrig mere mors mad :0(

    SvarSlet
  6. Det må have været en meget højtidligt måltid. Jeg får næsten tårer i øjnene!

    SvarSlet
  7. Megan - Det blev indtaget (nok mest for mit vedkommende)med en tanke til min mor.

    SvarSlet
  8. Du kan tro, jeg forstår, Kari! Fik du ikke lokket opskriften ud af din mor?

    Klem og dejlig mandag til dig!

    SvarSlet
  9. Puha jeg tror faktisk ikke jeg kunne have spist dem hvis det havde været min mors, det havde været for følelsesladet :-)

    SvarSlet
  10. Madame - Jeg har stået ved siden af hende mange gang, når hun har lavet dem, men de bliver altså ikke som Mor's frikadeller...
    Klem!
    ___

    Lise - Jeg tror jeg har gemt dem "så længe" netop fordi det var de sidste. Men jeg har også lært ikke at smide mad ud, så de blev spist.

    Godt at høre fra dig igen :0)

    SvarSlet
  11. Åhh Kari, snøft. Kan godt forstå dine tanker.

    Knus søde du.

    SvarSlet
  12. Det var da et specielt og vemodigt måltid.

    Frikadeller, flæske- og andesteg kan man simpelthen ikke lære ud fra en opskrift - det er erfaringen og årene, der giver det helt rigtige.
    Nu er du jo en del yngre end mig, og jeg kan tydeligt huske den dér frustrerende fornemmelse af, at 'det lærer jeg ALDRIG at lave godt nok'.
    Men det kom, og i dag er det mig, der kan kunsten: der er ingen, der kan lave frikadeller osv. som Ellen.

    Så du kan pludselig også en dag lave de perfekteste fridadeller - det handler bare om at blive ved med at prøve. Din mor har garanteret også engang sagt, at hun ikke kunne finde ud af at lave ordentlige frikadeller :-)

    SvarSlet
  13. Tak Ellen, jeg vil kæmpe videre.
    Flæskestegen kan jeg, men den brune sovs...
    Jeg kæmper videre...
    Jeg vil tænke på dine ord, når der skal frikadeller på bordet næste gang :0)

    SvarSlet
  14. Jeg fostår dig. Kan heller ikke lave lige så gode deller som mors. Men jeg øver mig, og måske det lykkes en dag.

    Kan desværre ikke spørge min mor, for hende mistede jeg for 6 år siden, og savner hende stadig. Det tror jeg ikke, jeg holder op med, men man lever med det.

    SvarSlet
  15. Deborah - Jeg tror også kun der er "øvelse gør mester" delen tilbage. Jeg vil klø på. Når (eller hvis) jeg får børnebørn, så skal de have gode deller.

    Jeg tror aldrig savnet forsvinder. Men det er jo en del af mindet om dem, vores mødre. Jeg tror man glemmer, hvis man ikke savner.

    SvarSlet

Jeg bliver glad for en lille kommentar i ny og næ, så har du noget på ærmet, skriv og jeg vil læse ☺