22.2.10

Dårlig ide

Det var, hvad det var, at tage på job i dag.
Kunne ikke falde i søvn i aftes og da uret ringede her til morgen, var jeg godt nok flad.
Da jeg nærmede mig jobbet, var det med både kvalme, ondt i maven og tårene trykkende bag øjenene.

Min mor skulle have været gennem, det retslægelige ligsyn, men politiet havde ikke anført hende på listen, så det blev det så ikke. Men så skulle det blive i morgen. Ergo vil en obduktion, hvis det bliver nødvendigt, så blive på onsdag.

Vi skal til bedemanden i morgen og præsten.
Så vil en pæn del af alt det, der vælter rundt i mit hoved, blive sat på de rigtige pladser.
Men for pokker hvor er der meget, der skal huskes!

Bisættelsen bliver en gang i slutningen af næste uge.
Jeg ser frem til den dag, for det er forfærdelig hårdt den her periode op til dagen.
Et virvar af tanker og følelser vælter rundt, inden i mig og jeg er bare så vældig udkørt.

De store tager det pænt. Vi taler lidt om det og de spørger når de mengler svar og det er rigtig godt, for jo mere de spørger, jo midre hober der sig op.

Yngste kom ellers med en lille sød en.

Han står med min mors mobil og taster på liver løs (et meget langt telefonnummer).

Mig: Hvad laver du?
Yngste: Jeg skriver til Mormor, at hun skal komme og hente sin mobiltelefon.

Åh lille skat, hun kommer aldrig mere... :´(

6 kommentarer:

  1. Nej, det lyder ikke som om det var den bedste ide, men det troede du, så det var nok fint nok at prøve af alligevel. Bliver du hjemme resten af ugen som du nævnte? Det håber jeg for dig.

    Hvor er jeg ked af, at du/I skal igennem det her nu. Det er mange år for tidligt :-(

    De varmeste kram
    Søs

    SvarSlet
  2. Det er da også svært at forstå for den lille mand. Jeg kan godt forstå, du ser frem til begravelsen - det må være som et punktum, du trænger til at få sat.

    Pas nu på dig - trods alt!

    SvarSlet
  3. Kari for pokker da. Du skal da ikke ræse på arbejde når du har så mange tanker. Jeg ved godt at det på en måde er en god ide at gøre hvad man plejer, men KUN hvis man er parat kære.

    Lillemandens besked til mormor er da noget af det kæreste. Hun får den via himmelposten

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  4. Fru E - Jeg forsøgte bare at få en afslutning færdig, så jeg ikke også skulle tænke på det, men det var så ikke lige det min krop ville.

    Tak! Kunne jeg vælge, så havde jeg også gerne ventet mindst 10 år!!
    Knus
    ___

    Bente - Der kommer vist til at gå tid, før han fatter det, med mindre han er for lille og bare glemmer hende.
    Vi kan leve igen, når vi har rundet bisættelsen d. 4/3.
    ___

    Henriette - Ja ja det ved jeg godt!! men der var lige en afslutning der hang (og stadig hænger) over mig :(
    Jeg kommer til at holde en dag mere hjemme, kan jeg mærke. Jeg er total fla efter dagens program.

    Den var sød den med himmelposten :) Den have jeg ikkr tænkt på!
    Knus

    SvarSlet
  5. Kære Kari

    Du har helt ret i, at alting bliver lidt nemmere, når begravelsen er overstået.

    Selvom det snart er mange år (1993) siden min elskede far døde ganske pludseligt (Han blev kun 65) kan jeg godt huske, hvor mange tanker, der susede rundt i hovedet på en... og at man bare gik og ventede på at få overstået begravelsen, så man kunne "nøjes" med at sørge.

    Jeg håber for dig at tiden indtil begravelsen kommer til at få så hurtigt som muligt.

    Mange kærlige tanker

    SvarSlet
  6. Esther - Der er mange tanker der vælter rundt.
    Nok mest fordi jeg ikke bare har mistet min mor, men også er forældreløs nu.

    Samtidig er det 1000 ting der skal være på plads og har jeg nu glemt noget... osv.

    Kram

    SvarSlet

Jeg bliver glad for en lille kommentar i ny og næ, så har du noget på ærmet, skriv og jeg vil læse ☺